Afholdelse af jagterne

Regler og fremgangsmåde for riffeljagter opdateres senere.

--oo0oo--

Mødetid, mødested med mere
Du skal møde klokken 9.00 på p-pladsen ved Plovmandshøj Plantage. Den bedste måde at finde det på er at gå ind på følgende link, her kan du også finde kortet over plantagen. Indkørslen til plantagen ligger på Doverhøjvej ca. midt imellem Gundersted og Aggersundvej. Indkørslen er tydeligt afmærket med et skilt, der viser ind til plantagen..

Dagen starter med kaffe og rundstykker. Du skal selv medbringe kaffe til eget forbrug og krus. Rundstykket er med i prisen.

Du skal også selv have madpakke med, der er en øl/vand pr. mand med i prisen. Da vi spiser i det fri ved bålpladsen, er det en god ide at medbringe en jagtstol.

Der skal anvendes røde bånd eller anden rød afmærkning. Hunde skal bære klokke og gerne rødt halsbånd.

Og endelig vil det være en god ide at medbringe 30 kr. i kontanter, man kan jo rende ind i en lille bøde.

Jagtledelse
Jagten ledes af jagtlederen, der har den fulde myndighed og ansvar for afholdelse af jagten. Jagtlederen kan udvælge hjælpere til at være behjælpelig med ledelse af driverkæden og afsætning af skytter m.m.

Spørgsmål til jagtlederen er velkomne, så hvis du som ny eller gammel jæger er i tvivl om noget, så spørg endelig.

Parole
Velkomst v. dagens jagtleder

Dagens jagt præsenteres, hvor mange såter der påtænkes denne dag, hvem tager sig af skytterne og hvem klarer driverne m.m.

Der må skydes hvad jagtloven tillader. Hvad angår råvildt, vil antal på dagens jagt, fremgå af jagtlederens parole.

Vi skal anvende røde hattebånd, veste eller anden sikkerhedsmærkning for at undgå vådeskud. Hundene skal udstyres med klokker. Hunde skal være koblet mellem såterne.
Jagt er ikke en konkurrence om at skyde flest skud. Vær 100 % sikker på hvad du skyder til, og hvor du skyder hen.

Pas på med opspringende hagl ved skud på frossen jord eller på grusveje. Ingen lave skud ind i såten, vent til fugl eller dyr er i forsvarlig skudvinkel.

Der må skydes, når du har hilst på begge sideposter. Der må ikke dubleres til råvildt. Skyd lam før rå og undgå bagskud.

OBS:

Ligger råvildtet ikke synlig forendt, afmærkes din position og stedet, hvor vildtet blev ramt.  Alle skud, hvor der ikke ligger forendt råvildt eftersøges, og det pålægger den enkelte skytte at tilkalde godkendt Schweisshund. En evt. udgift til hundefører dækkes af skytten.

Posten forlades ikke før det aftalte signal er givet.

Afskudte patronhylstre skal opsamles og afleveres til jagtlederen.

Fremvisning af gyldig jagttegn. Hvis ikke dette er medbragt, kan du deltage i drevet uden skydevåben.

Skudt vildt
Skytten er forpligtet til at købe vildtet, men kan evt. prøve at sælge vildtet på auktion efter vildtparaden.

Rådyr: 400 kr.
Ræv, Hare, Fasan tilbydes solgt på auktion, hvis ikke salg opnås tilfalder vildtet skytten.
Sneppe: Tilfalder skytten under alle omstændigheder.
Andet jagtbart: Gratis, hvis ikke andet er aftalt.

Fiskal
Jagtleder vil udvælge en fiskal til opsyn af jægernes adfærd på jagterne. Fiskalen kan idømme den enkelte jæger bøder for uhensigtsmæssig opførsel under jagten. Bøderne vil typisk ligge mellem 5 til maks. 30 kr.

Bengæt
Det er "obligatorisk" at deltage i bengæt inden jagten påbegyndes. Der vil være en præmie til vinderen, og så er der gratis rundstykke om morgenen og en øl/vand pr. deltager.
Der gættes på antal skudte ben og antal skud. Hanræv og sneppe gælder for 5 ben, det øvrige vildt tælles benene som naturligt er tilstede. Der vil være en præmie til vinderen

Hunde
Det skal ved tilmeldingen oplyses, om hund ønskes medbragt på jagten. Det er jagtlederen, som vurderer antal af hunde der skal anvendes i de enkelte såter. Din hund skal således kunne stå over, hvis jagtlederen vurderer dette. Udlejer forbeholder sig ret til at udelukke enkelte hunderacer og individer.

Andet
De tilmeldte til jagterne vil fremgå af Jagtforeningens hjemmeside, således du selv har mulighed for at arrangere fælles transport.
Udlejer har ret til at afvise medlemmer, hvis de er dømt, eller har modtaget bøde for grovere og/eller gentagne overtrædelser af jagt- og/eller våbenlovgivningen eller på anden måde tidligere har misligholdt en jagtlejekontrakt.

Parole i printvenlig form: Parole

Spørgsmål kan rettes til formanden for Jagtfonden:
Anders Hoffgaard på mobil 2090 3846

Her kan du læse Jagtfondens vedtægter: https://www.yumpu.com/da/document/read/18033484/jagtfondens-retningslinjer-skrping-jagtforening

Hent Retninglinjerne for Jagtfonden i .pdf her: Retningslinjer for fonden